Lap (helst) din paraply mens solen skinner

Lap (helst) din paraply mens solen skinner

Overskriften refererer til en af de helt centrale pointer i det foredrag, som jeg forleden holdt for en københavnsk VL-gruppe. Essensen er, at det er 10 gange lettere at implementere gode vaner, der understøtter din robusthed, i perioder med overskud, end det er at tilegne dig dem, når behovet vokser. Lad mig give et konkret eksempel: meditation/mindfulness. Værdien i forhold til at reducere stressniveauet er særdeles veldokumenteret. Alligevel venter alt for mange med at tilegne sig færdigheden – og ja, det er absolut, end færdighed, der skal læres! – indtil det er mere eller mindre for sent, og den ophobede stress røver alt overskud til læring.

Eksemplet er blot ét blandt mange, for med afsæt i samme tankegang kunne man argumentere for, at det giver mere mening at prioritere regelmæssig motion INDEN lægetjekket afslører kredsløbsproblemer, at få sit tilskud af calcium og D-vitamin INDEN knogleskørheden får ryghvirvlerne til at synke i grus eller for den sags skyld optimere sin søvn INDEN en mangelfuld emotionel restitution resulterer i at du kommer til at sige ting, som du bittert fortryder.

Vil du blive bedre rustet til livet, så væn dig til at praktisere rettidig omhu – også når det kommer til de lidt mere trælse livsstilsområder, der synes irrelevante, mens alt er godt. Jo flere velfungerende tools du bærer med i din værktøjskasse, jo lettere er det, at hive det rette frem, når behovet er akut.

Personligt ser jeg dette, at fylde værktøjskassen med de helt rette redskaber, som en af de allervigtigste opgaver; både på mine klienters vegne, men absolut også på egne vegne. Derfor har jeg også defineret en personlig stribe værktøjer, som jeg altid har klar til brug. Hertil hører (listen er blot tænkt til inspiration, og hverken endegyldig eller specifikt tiltænkt alt og alle omkring mig):

*Strategiske måltider, både med hensyn til timing og indhold. De sikrer, at kroppen får den optimale støtte i forhold til at tackle hverdagens udfordringer og belastninger.

*Disciplinerede søvnrutiner. Både kvantitet og kvalitet er i fokus, da det er afgørende for at den fysiske og ikke mindst emotionelle restitution, som gør de vågne timer værdifulde, er i top.

*Natur, som jeg opsøger hyppigt, både for at træne på en sjov måde (løb, mountainbike, SUP m.m.) og for at lade de mentale batterier op.

*Qi gong, et relativt nytilegnet værktøj, der blandt andet giver mig mulighed for at tilstandsregulere mig selv – ikke mindst når hovedet er ved at koge over.

*Socialt samvær. Og det gælder både til- og fravalg, for det er mindst lige så vigtigt, at evne at sige nej til en invitation, som at takke ja.

Del gerne med os andre, hvad der gemmer sig i din værktøjskasse, og hvilke værktøjer du føler, at der mangler.

Og trænger du til en hjælpende hånd med at lappe paraplyen, eller slibe saven, som Stephen Covey kaldte det, så besøg martinkreutzer.dk for at læse mere om, hvad jeg tilbyder på den front. Eller hop ind på youandx.com/speakers/martin-kreutzer, hvor du både kan forespørge om foredrag og individuelle forløb.