Strong is the new skinny

Strong is the new skinny

Sloganet er tyvstjålet fra en af de der unge influencere, som en gammel rotte som undertegnede kan have lidt svært ved at forstå hypen omkring. Men det er nu ret godt, alligevel! Min opfordring til langt de fleste af mine klienter lyder: Drop slankehysteriet, og fokuser i stedet på de rigtig vigtige ting i livet. Med mindre du render rundt med en livvidde, der overstiger sundhedsmyndighedernes grænseværdier (94 cm for mænd og 80 cm for kvinder, og JA, det gælder uanset om du er høj eller lav, ung eller gammel), og derfor bør gøre en målrettet indsats for at komme de sundhedsskadelige deller, så gælder det om at rette sigtekornet mod andre relevante indsatsområder, end fedtreduktionen. Det kunne være konkrete sundhedsmål. Lidt inspiration til, hvad de kunne – eller måske rettere burde – omhandle, kommer her.

Tre konkrete spørgsmål, du bør stille dig selv, og handle på, hvis målet er maksimal energi og overskud:

  1. Er jeg for stresset?

Jeg møder hver eneste uge klienter, samarbejdspartnere, venner og kollegaer, der brænder deres lys i begge ender – med en flammekaster! Tiltagende magtesløshed overfor hverdagens udfordringer gør, at hvad der engang var et tåleligt pres begynder at udvikle sig til utålelig stress. Hvor står du henne, og hvad kan du gøre for at ændre ved problemerne – det være sig jobbet, ægteskabet, børnene, helbredet, eller hvad der måtte kaste en mørk skygge hen over din tilværelse?

  1. Giver jeg mig selv en god nats søvn?

I min vejledning og ude til foredrag møder jeg utrolig mange mennesker, der sejler rundt i dårlige søvnvaner. Selvom søvnen nyder stor bevågenhed i alverdens medier, er det tydeligvis stadig et kæmpe hængeparti. Eftersom dårlig søvn både øger risikoen for (mave)fedme, stress, livsstilssygdomme og mangelfuldt træningsudbytte, kan jeg kun opfordre til, at du tilgodeser din indre sovetryne.

  1. Får mit immunforsvar, min hjerne og min krop den rette næring?

Der er et kæmpe potentiale for sundhedsfremme, restitutionsforbedring, immunforsvarsstyrkelse og intelligensløft gemt i optimale kostvaner. Det, du propper i munden, er på godt og ondt med til at definere, hvem du er, så måske du skulle komme i gang med at rydde op i hverdagens kostvaner. Et lille tip er i den forbindelse at kigge nærmere på anti-inflammatorisk kost, som er det fundament, som enhver erhvervsmand, idrætsatlet og øvrig sundhedsinteresseret person, bør basere sin ernæring på.

Hvad du end vil optimere på, så sørg for at sætte handling bag dine overvejelser. Skriv ned, hvad du vil stræbe efter, hvordan du vil gå til værks, og frem for alt hvordan du vil sikre, at det bliver realiseret. Det er min erfaring, at rigtig mange gode intentioner strander på manglende tyngde bag beslutningen, så læg noget energi i de indledende manøvrer. Det lønner sig på den lange bane!